Search the Community

Jeg læste en artikel engang hvor Nora Roberts blev citeret for at sige: "Du kan ikke lave en tom side."Amen, søster. For mig er mit ideal skriftligt mål fem sider om dagen. Med kapitler i cirka 15 sider er der tre dage hvert kapitel, højre? Uh, ikke normalt. Fem sider om dagen er når jeg virkelig cranking ud ord, inspiration flydende, min muse er i stuen (og kooperativ). Tre sider er de mindste acceptable sider pr. dag for mig. Men hvad med de tider, når ordene ikke er flydende, når jeg ved virkelig ikke, hvad der sker næste? Jeg skriver noget, fordi "La Nora" ord du ikke kan løse en tom side. Jeg har for nylig færdig med at skrive min sjette bog, og jeg har endelig indset, at det er nemmere for mig at stå over for en tom side papir end en blinkende markør i en tom Word-dokument. Jeg plejede at synes, det var fordi en tom computer side var simpelthen mere skræmmende end en tom journal side. Det kan være sandt, men ordene synes bare at flyde lettere fra min hjerne til en fyldepen til en tom side. Der er mere af en visceral forbindelse. Som et resultat, jeg nu spare mig en masse tom-side angst og skrive det første udkast af hvert kapitel i almindelig skrift i hånden. Jeg giver mig selv lov til at skrive noget, noget. Jeg udforske min plot og karakterer på siden for at tale med mig på siden og træne ideer, og selv at skrive hvad jeg ved er lort, at jeg vil kaste i den bogstavelige eller elektroniske trash kan senere. Fordi jeg ikke kan lave noget, der ikke er der. For dem af jer, der (som mig) skovlet kogødning i snavs af familien haven, når du var børn-du ved, at det tager en masse lort at vokse en god have. Ingen får det rigtige første gang; og pokkers, undertiden ikke engang den anden eller tredje gang. For mig er første udkast om bare at få historien. Det andet udkast er for at bringe den til live. Detaljerne, nuancer, grave dybt for sub-plots og motiver, der ikke (og kunne ikke) give sig til kende for mig indtil jeg havde hele historien ned. Medmindre du er velsignet, heldig eller utroligt dygtige, er din første udkast gonna være kalder vi sydstatsfolk "røv grimme." Mine er, og jeg har accepteret at. Der er kamp at få, hvad der er i mit hoved på papir og derefter til skærmen. Men først og fremmest mit problem er at jeg stadig arbejder ud tarme af historien, mens jeg skriver det. Jeg kender i begyndelsen, nogle scener, der er spredt i hele bogen, og jeg ved afslutningen. Tricket er at komme op med de elementer, der knytter alle disse sammen-at skabe historien. Skrivning, vævning en historie, at skabe en verden, der aldrig har eksisteret før, er sjov — i det mindste bør være. Så giv dig selv tilladelse til at spille.

Artikel kilde Ikke længe efter jeg begynde at skrive en ny bog, komme jeg altid ned med en rasende tilfælde af "Første Draftitis." Mens de fleste forfattere elsker opdagelsen af det første udkast, lad os bare sige, at det ikke er min favorit del af processen. Jeg ønsker blot at få historien så tæt på hvor jeg ønsker det som muligt, så sjovt del starter for mig. Jeg er en redaktør i min dag job, så der intet er jeg gerne mere end rive mit håndskrifter fra hinanden, kastede nogle dele ud, flytte ting rundt, forme historien, at opdage cool plot forbindelser, og derefter sætte det tilbage sammen, dekoration, polering — der har når bogen virkelig kommer til liv for mig. Må ikke få mig forkert, en masse gode ting kommer ud af disse første udkast, men for det meste, jeg nødt til at udholde første udkast at komme til de ting, jeg virkelig nyder. Jeg kan godt lide fastsættelse ting, og jeg kan ikke lave hvad jeg ikke har skrevet. Når jeg skriver et første udkast, vil ikke jeg sidde fast bare én gang. Jeg vil slå en mudret hul hver par kapitler. Hvis du er i en bil sidder fast i mudderet, den eneste ting gunning motoren får du er en stor, mudrede rod – og dybere i hullet. Den måde at komme ud er langsomme og nemme; Hvis du kan få trækkraft, kan du komme ud. Det samme er tilfældet med skrivning. Tvinge dig selv til pistol din motor og skubbe din vej gennem problemet kommer ikke til at gøre det gå væk. Det vil bare gøre problemet – og din angst – værre. Pen og papir give altid mig den kreative trækkraft jeg nødt til at komme i gang igen. Når du er brydning med din egen håndskrift og går i stå, jeg varmt anbefale at skrive gammeldags måde-pen og papir. Det er, hvordan jeg plejede at skrive før computere. Uden min computer har jeg ikke adgang til mine noter. Ingen noter betyder ingen sidetracking, ingen forvirrende kernefortælling med ting jeg tror, jeg måske nødt til at medtage. Skrive almindelig skrift i hånden også holder mig fokuseret på den scene, jeg skriver, som hjælper med at fordybe mig i historien, så jeg kan få ærlige, ægte dialog og grave dybere ind i historien i stedet for at skimme overfladen af forsøger at passe ind i alt, hvad mine noter siger jeg skal. Har ingen bemærkninger til henvise til gør det også sværere at lægge ord i min tegn munden (som er en stor no-no). Det gør mig lukke op, se og lytte. Og når jeg lytter virkelig, jeg befinder mig i forfatterens "sweet spot" – hvor jeg ikke skriver dialog, jeg aflytning. Jeg er inde i historien, med rigtige mennesker, ikke tegn. Jeg er i et magisk sted — det sted, hvor du ønsker dine læsere til at være.

Ikke længe efter jeg begynde at skrive en ny bog, komme jeg altid ned med en rasende tilfælde af "Første Draftitis." Mens de fleste forfattere elsker opdagelsen af det første udkast, lad os bare sige, at det ikke er min favorit del af processen. Jeg ønsker blot at få historien så tæt på hvor jeg ønsker det som muligt, så sjovt del starter for mig. Jeg er en redaktør i min dag job, så der intet er jeg gerne mere end rive mit håndskrifter fra hinanden, kastede nogle dele ud, flytte ting rundt, forme historien, at opdage cool plot forbindelser, og derefter sætte det tilbage sammen, dekoration, polering — der har når bogen virkelig kommer til liv for mig. Må ikke få mig forkert, en masse gode ting kommer ud af disse første udkast, men for det meste, jeg nødt til at udholde første udkast at komme til de ting, jeg virkelig nyder. Jeg kan godt lide fastsættelse ting, og jeg kan ikke lave hvad jeg ikke har skrevet. Når jeg skriver et første udkast, vil ikke jeg sidde fast bare én gang. Jeg vil slå en mudret hul hver par kapitler. Hvis du er i en bil sidder fast i mudderet, den eneste ting gunning motoren får du er en stor, mudrede rod – og dybere i hullet. Den måde at komme ud er langsomme og nemme; Hvis du kan få trækkraft, kan du komme ud. Det samme er tilfældet med skrivning. Tvinge dig selv til pistol din motor og skubbe din vej gennem problemet kommer ikke til at gøre det gå væk. Det vil bare gøre problemet – og din angst – værre. Pen og papir give altid mig den kreative trækkraft jeg nødt til at komme i gang igen. Når du er brydning med din egen håndskrift og går i stå, jeg varmt anbefale at skrive gammeldags måde-pen og papir. Det er, hvordan jeg plejede at skrive før computere. Uden min computer har jeg ikke adgang til mine noter. Ingen noter betyder ingen sidetracking, ingen forvirrende kernefortælling med ting jeg tror, jeg måske nødt til at medtage. Skrive almindelig skrift i hånden også holder mig fokuseret på den scene, jeg skriver, som hjælper med at fordybe mig i historien, så jeg kan få ærlige, ægte dialog og grave dybere ind i historien i stedet for at skimme overfladen af forsøger at passe ind i alt, hvad mine noter siger jeg skal. Har ingen bemærkninger til henvise til gør det også sværere at lægge ord i min tegn munden (som er en stor no-no). Det gør mig lukke op, se og lytte. Og når jeg lytter virkelig, jeg befinder mig i forfatterens "sweet spot" – hvor jeg ikke skriver dialog, jeg aflytning. Jeg er inde i historien, med rigtige mennesker, ikke tegn. Jeg er i et magisk sted — det sted, hvor du ønsker dine læsere til at være.

Vi har alle dagdrømte om det — dine fans fylder din foretrukne Boghandel til bristepunktet, hænge på alle dine ord som du læse fra din seneste bestseller, så ivrigt stå i en kø, der når ud af døren, venter på dig til at underskrive deres bøger, og derefter, svimlende med spænding, at have deres billeder taget med dig. Tja... medmindre dit efternavn er Rowling, det er højst usandsynligt, at din hånd er gonna krampe fra at underskrive en tårnhøje stak af din seneste, eller at du vil se dobbelt fra alle kamera blinker gå ud i dit ansigt. Virkeligheden er, at nogle gange ingen viser. Det er noget personligt imod dig eller din skriftligt; Det er bare et faktum af forfatteren liv. Jep, det er sket for mig (no-one-shows-up del, ikke den svimlende horde af kamera-klikke fans). Selv om jeg have at ske engang... øh, det er, hvis to personer betegnes som en horde. Bogen signings jeg har været en del af har haft fra 20 til 50 mennesker i publikum, men disse var på signings/panel diskussioner med flere forfattere, ikke blot jeres virkelig. Selvom min skrøbelige forfatter ego vil gerne tro jeg kunne tage mindst nogle af kreditten. Jeg har aldrig gjort en "solo underskrivelse", men jeg er genert, så jeg har ingen tvivl om at det ville være mig sidder ved et bord med en stak af mine bøger, lytte til mig selv trække vejret, og det eneste spørgsmål, jeg vil besvare ville være, "Hvor er toiletterne?" Det tager en speciel slags forfatter modet til at gå solo, og helt ærligt, jeg er ikke så speciel — eller den udgående. Men når du finder et format, der passer til din personlighed, bogen signings er en blast. Sure, mål af en bog signering er at sælge bøger, men der er intet som at få til at mødes og tale til dine fans. Hvis du er nyligt offentliggjort og ønsker at dyppe tæerne i bogen underskrivelsen pool, er mit råd at spørge din lokale boghandel events koordinator at fastsætte du med mindst én anden forfatter i dit område, der skriver i samme genre. Det er hvad jeg gjorde. Du får er sjovt at møde andre område forfattere, og det tager noget af presset ud til at fylde alle disse sæder. Plus, du får, hvad jeg vil kalde "fan krydsbestøvning" — når de mødes du, fans af din bog undertegnelsen co-stjerner lige kan blive dine fans, også. Om at få folk til at komme med din underskrivelse, boghandel vil fremme begivenheden, men du skal gøre din del. Post det på din hjemmeside, taler det i din blog, annoncere det til forfattere klubber eller faglige organisationer, du tilhører. Sætte denne cyber netværk du har arbejdet så hårdt at bygge for at arbejde for dig. Og glem ikke gode gamle ord-til-mund. Fortæl familie, venner, kollegaer, din favorit barista — nogen du kender er fair spil. Bundlinje, din sidste navn behøver ikke at være Rowling at have en sjov — og vellykket — bog signering.