Search the Community

Jeg læste en artikel engang hvor Nora Roberts blev citeret for at sige: "Du kan ikke lave en tom side."Amen, søster. For mig er mit ideal skriftligt mål fem sider om dagen. Med kapitler i cirka 15 sider er der tre dage hvert kapitel, højre? Uh, ikke normalt. Fem sider om dagen er når jeg virkelig cranking ud ord, inspiration flydende, min muse er i stuen (og kooperativ). Tre sider er de mindste acceptable sider pr. dag for mig. Men hvad med de tider, når ordene ikke er flydende, når jeg ved virkelig ikke, hvad der sker næste? Jeg skriver noget, fordi "La Nora" ord du ikke kan løse en tom side. Jeg har for nylig færdig med at skrive min sjette bog, og jeg har endelig indset, at det er nemmere for mig at stå over for en tom side papir end en blinkende markør i en tom Word-dokument. Jeg plejede at synes, det var fordi en tom computer side var simpelthen mere skræmmende end en tom journal side. Det kan være sandt, men ordene synes bare at flyde lettere fra min hjerne til en fyldepen til en tom side. Der er mere af en visceral forbindelse. Som et resultat, jeg nu spare mig en masse tom-side angst og skrive det første udkast af hvert kapitel i almindelig skrift i hånden. Jeg giver mig selv lov til at skrive noget, noget. Jeg udforske min plot og karakterer på siden for at tale med mig på siden og træne ideer, og selv at skrive hvad jeg ved er lort, at jeg vil kaste i den bogstavelige eller elektroniske trash kan senere. Fordi jeg ikke kan lave noget, der ikke er der. For dem af jer, der (som mig) skovlet kogødning i snavs af familien haven, når du var børn-du ved, at det tager en masse lort at vokse en god have. Ingen får det rigtige første gang; og pokkers, undertiden ikke engang den anden eller tredje gang. For mig er første udkast om bare at få historien. Det andet udkast er for at bringe den til live. Detaljerne, nuancer, grave dybt for sub-plots og motiver, der ikke (og kunne ikke) give sig til kende for mig indtil jeg havde hele historien ned. Medmindre du er velsignet, heldig eller utroligt dygtige, er din første udkast gonna være kalder vi sydstatsfolk "røv grimme." Mine er, og jeg har accepteret at. Der er kamp at få, hvad der er i mit hoved på papir og derefter til skærmen. Men først og fremmest mit problem er at jeg stadig arbejder ud tarme af historien, mens jeg skriver det. Jeg kender i begyndelsen, nogle scener, der er spredt i hele bogen, og jeg ved afslutningen. Tricket er at komme op med de elementer, der knytter alle disse sammen-at skabe historien. Skrivning, vævning en historie, at skabe en verden, der aldrig har eksisteret før, er sjov — i det mindste bør være. Så giv dig selv tilladelse til at spille.

Ikke længe efter jeg begynde at skrive en ny bog, komme jeg altid ned med en rasende tilfælde af "Første Draftitis." Mens de fleste forfattere elsker opdagelsen af det første udkast, lad os bare sige, at det ikke er min favorit del af processen. Jeg ønsker blot at få historien så tæt på hvor jeg ønsker det som muligt, så sjovt del starter for mig. Jeg er en redaktør i min dag job, så der intet er jeg gerne mere end rive mit håndskrifter fra hinanden, kastede nogle dele ud, flytte ting rundt, forme historien, at opdage cool plot forbindelser, og derefter sætte det tilbage sammen, dekoration, polering — der har når bogen virkelig kommer til liv for mig. Må ikke få mig forkert, en masse gode ting kommer ud af disse første udkast, men for det meste, jeg nødt til at udholde første udkast at komme til de ting, jeg virkelig nyder. Jeg kan godt lide fastsættelse ting, og jeg kan ikke lave hvad jeg ikke har skrevet. Når jeg skriver et første udkast, vil ikke jeg sidde fast bare én gang. Jeg vil slå en mudret hul hver par kapitler. Hvis du er i en bil sidder fast i mudderet, den eneste ting gunning motoren får du er en stor, mudrede rod – og dybere i hullet. Den måde at komme ud er langsomme og nemme; Hvis du kan få trækkraft, kan du komme ud. Det samme er tilfældet med skrivning. Tvinge dig selv til pistol din motor og skubbe din vej gennem problemet kommer ikke til at gøre det gå væk. Det vil bare gøre problemet – og din angst – værre. Pen og papir give altid mig den kreative trækkraft jeg nødt til at komme i gang igen. Når du er brydning med din egen håndskrift og går i stå, jeg varmt anbefale at skrive gammeldags måde-pen og papir. Det er, hvordan jeg plejede at skrive før computere. Uden min computer har jeg ikke adgang til mine noter. Ingen noter betyder ingen sidetracking, ingen forvirrende kernefortælling med ting jeg tror, jeg måske nødt til at medtage. Skrive almindelig skrift i hånden også holder mig fokuseret på den scene, jeg skriver, som hjælper med at fordybe mig i historien, så jeg kan få ærlige, ægte dialog og grave dybere ind i historien i stedet for at skimme overfladen af forsøger at passe ind i alt, hvad mine noter siger jeg skal. Har ingen bemærkninger til henvise til gør det også sværere at lægge ord i min tegn munden (som er en stor no-no). Det gør mig lukke op, se og lytte. Og når jeg lytter virkelig, jeg befinder mig i forfatterens "sweet spot" – hvor jeg ikke skriver dialog, jeg aflytning. Jeg er inde i historien, med rigtige mennesker, ikke tegn. Jeg er i et magisk sted — det sted, hvor du ønsker dine læsere til at være.